Biografi
Morgan Schroeder: Morgan har været en del af fandom siden high school. De blev en del af AO3 Dokumentation i 2016 og Organisering af Tags kort tid derefter, og de var også med i Supportkomitéen i en periode. Udover OTW (Organisationen for Transformative Værker) arbejder Morgan som leder i en spillehal, hvor de styrer medarbejdere i løbet af skoleåret og hjælper med til sommerlejre henover sommeren.
Valgprogram
1. Hvorfor har du valgt at stille op til bestyrelsesvalget?
Fordi det var så sjovt sidste år! Spøg til side: Jeg har elsket fandom, siden jeg fandt ud af, det eksisterede, og jeg vil gerne give så meget tilbage, som jeg kan. Som frivillig for OTW har jeg haft mulighed for at hjælpe fællesskabet, så jeg glæder mig altid over at finde ud af, hvilke nye og spændende ting, jeg kan gøre som frivillig. At stille op til valget giver mig også en mulighed for at møde nye mennesker i OTW og finde ud af, hvad medlemmerne går op i gennem Q&A-perioden og live chats. Jeg glæder mig til at bidrage med det, jeg har lært (og vil lære, hvis jeg bliver valgt), for at hjælpe fællesskabet efter bedste evne.
2. Hvilke kompetencer og/eller erfaringer ville du bidrage til Bestyrelsen?
Jeg har en del erfaring med Archive of Our Own – AO3 (Vores Eget Arkiv) gennem mit arbejde hos AO3 Dokumentation og Organisering af Tags og som tidligere medlem af Supportkomitéen. Jeg bidrager med en kærlighed for at hjælpe brugere og for at dokumentere alt, hvad jeg kan komme til. Jeg medtager også en kærlighed til at læse al den dokumentation, jeg kan komme i nærheden af, hvilket har givet mig et godt overblik over alle OTW’s komitéer. Af erfaring uden for OTW er jeg uddannet i business og bogholderi, hvilket giver mig et solidt fundament af viden om nonprofit og det amerikanske finanssystem, samt kompetencer inden for tidsstyring og organisering. Derudover har mit nuværende job givet mig en masse erfaring med at lede mennesker og ressourcer på en effektiv måde.
3. Vælg et eller to mål for OTW, som er vigtige for dig, og som du gerne vil arbejde med under din periode. Hvorfor er disse mål vigtige for dig? Hvordan ville du arbejde sammen med andre for at opnå dem?
En målsætning, der er vigtig for mig, er, at vi bliver ved med at dokumentere alt, både internt og eksternt. Internt er det en hjælp til at dele information, så det bliver en glattere overgang, hvis vigtige personer er nødt til at træde af. Eksternt handler det om at dele så meget information med vores brugere som muligt, så vores arbejde bliver tilgængeligt og gennemsigtigt.
En anden målsætning, der er meget vigtig for mig, er internationalisering af AO3. Med alle de nye brugere mener jeg, at det er essentielt, at vi fortsætter arbejdet med at gøre ressourcer – og på et tidspunkt også AO3 – tilgængelige på så mange forskellige sprog som muligt. Oversættelseskomitéen gør et kæmpe stykke arbejde, blandt andet med at oversætte FAQ’er og nyhedsindlæg, og jeg ser rigtig gerne, at dette arbejde fortsætter og udvikler sig i takt med det voksende behov.
4. Hvad er dine erfaringer med OTW’s projekter, og hvordan ville du samarbejde med de relevante komitéer for at støtte og styrke dem? Forsøg at inkludere flere projekter, men fokusér endelig på dem, du har erfaring med, hvis du vil.
Min erfaring med OTW er meget fokuseret på AO3. Jeg har været frivillig hos AO3 Dokumentation, Support og Organisering af Tags, hvilket alle er komitéer, der primært fokuserer på AO3. For at kompensere for det prøver jeg at følge med i de andre komitéers arbejde, blandt andet ved at læse de månedlige nyhedsbreve, følge deres interne aktivitet, når det er muligt, og tale med personer, der er frivillige andre steder i organisationen. Jeg mener, at den bedste måde at samarbejde med komitéerne på, er at sikre åben kommunikation, så de kan fortælle bestyrelsen, hvad de har behov for. På den måde sikrer vi, at vi ikke bare antager, hvilke behov de har.
5. Hvordan vil du balancere dit bestyrelsesarbejde med dine andre roller i OTW, eller hvordan planlægger du at overdrage dine nuværende roller for at fokusere på bestyrelsesarbejdet?
Lige nu er jeg frivillig i staben hos to komitéer, og jeg er ved at blive lært op til at være medformand for den ene af dem. Hvis jeg bliver valgt, regner jeg med at blive i oplæringsfasen og vente med at træde ind som medformand, til jeg har haft mulighed for at finde mig til rette i bestyrelsen, så jeg ikke overanstrenger mig selv ved at tage begge dele på mig på én gang. Jeg regner ikke med, at der bliver problemer med mine andre forpligtelser, men jeg vil da gentænke det, hvis jeg bliver valgt. I forhold til tidsstyring så vil min travleste periode på arbejdet være ved at være forbi, når valget er slut, og så vil jeg have masser af fritid, som jeg kan bruge på frivilligt arbejde.