Kathryn S.s biografi og valgprogram

Biografi

Kathryn S. har været en del af fandom i de sidste 20 år, hvor hun har brugt det meste af sin tid på at læse og dagdrømme om komplicerede fanfic plots, som kun nogle gange blev nedskrevet. Hun har været frivillig hos OTW (Organisationen for Transformative Værker) siden 2014. Uden for OTW, arbejder hun som nonprofit-administrator, og hun bruger sin fritid som en progressiv samfundsaktivist.

Valgprogram

1. Hvorfor har du valgt at stille op til bestyrelsesvalget?

Jeg har i lang tid overvejet, om jeg skulle stille op til valget, og er sidenhen blevet opfordret af andre frivillige, som kender til min erfaring med nonprofits. Dog har jeg talt mig selv fra det, altid med den tanke at min situation året efter ville være bedre. De seneste kontroverser har overbevist mig om, at hvis jeg ikke stiller op i år, vil jeg komme til at fortryde, at jeg ikke har budt ind med mine kompetencer og erfaringer. Jeg elsker OTW, og jeg elsker mit arbejde som frivillig, så jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at sikre mig, at det forbliver en organisation, som jeg kan respektere og elske. Selv hvis jeg ikke bliver valgt, vil jeg stadig gøre alt for at støtte den valgte bestyrelse og alle de frivillige i arbejdet mod de ændringer, vi ønsker at se.

2. Hvilke kompetencer og/eller erfaringer ville du bidrage til bestyrelsen?

Jeg har arbejdet som nonprofit-administrator de seneste fem år og har udvidet certifikater inden for nonprofit-lederskab og -administration. Jeg har erfaring med at iværksætte diversitets-, ligestillings- og inklusionsarbejder, med at skabe nye politikker og procedurer og med dokumentation. Jeg har også erfaring med Human Resources (HR), da jeg har været uofficiel HR manager for min organisation i over et år, imens vi havde problemer med at ansætte en ny i stillingen.

Gennem min progressive aktivisme har jeg tilegnet mig erfaring med at organisere frivillige, skabe konsensus og sikre, at ting bliver gjort til stramme deadlines.

Jeg har også ni års erfaring som OTW-frivillig. Min komité har forbedret og raffineret vores politikker og procedurer gennem årenes løb, og jeg har set med egne øjne, hvordan lederskab med gode idéer om samarbejde kan fostre positive resultater. Det er den kollektive atmosfære, jeg vil tage med til bestyrelsen og OTW som helhed.

3. Vælg et eller to mål for OTW, som er vigtige for dig, og som du gerne vil arbejde med under din periode. Hvorfor er disse mål vigtige for dig? Hvordan ville du arbejde sammen med andre for at opnå dem?

Det første, jeg vil prioritere, er at ansætte en diversitets-, ligestillings- og inklusionskonsulent og en HR-medarbejder. Processen med at finde og ansætte folk til stillingerne er allerede i gang, men hvis det ikke er færdiggjort, når jeg bliver en del af bestyrelsen, vil jeg dedikere min tid til at sikre, at de kan blive ansat og starte hurtigst muligt. Jeg vil også gøre alt, hvad der skal til,for at støtte op om deres arbejde.

Disse stillinger har været nødvendige i flere år, som synliggjort af de seneste kontroverser. OTW har udviklet sig til et punkt, hvor lønnet ekspertise er nødvendigt. For det første kan en ekstern ekspert sige ting uden frygt for eventuelle konsekvenser, som medlemmer af organisationen kunne have. For det andet vil en lønnet ekspert kunne dedikere tid til dette arbejde uden at blive distraheret af problemer i dagligdagen, som frivillige ellers måtte opleve.

Jeg tror, at vi på sigt vil finde ud af, at der er behov for flere lønnede stillinger som disse, men det er her, vi bliver nødt til at starte.

4. Hvad er dine erfaringer med OTW’s projekter, og hvordan ville du samarbejde med de relevante komitéer for at støtte og styrke dem? Forsøg at inkludere flere projekter, men fokusér endelig på dem, du har erfaring med, hvis du vil..

Gennem mit OTW-arbejde har jeg faktisk regelmæssig kommunikation med de fleste komiteer!

Mit første punkt ville være at forsikre, at komitéerne og projekterne har, hvad de har behov for fra bestyrelsen, da de bedst selv ved, hvad der ville hjælpe dem. Dog ved jeg også, at de måske ikke altid beder om alt det, de har behov for. Jeg vil derfor arbejde på at genskabe tilliden til bestyrelsen ved at sikre, at vi er ansvarlige og respektfulde, og gør hvad end vi kan for at hjælpe.

Selvom det er lettere at kommunikere og opbygge forhold gennem vores nuværende samtale- og samarbejdsværktøjer, er disse for det meste uformelle procedurer. Derfor ønsker jeg at skabe flere formelle muligheder for at lære mere om, hvad de forskellige komitéer laver på tværs af organisationen. Det er alt for nemt ikke at vide, hvad de andre komitéer laver, eller hvorfor de gør det på netop den måde. Dette bidrager til silotænkning, mangel på kommunikation og tillid og forpassede muligheder.

Flere af de positive ændringer, min komité har gennemført over de seneste år, var baseret på ting, vi har lært af andre komiteer! Vi har også skabt helt nye procedurer, som andre komitéer kan drage nytte af. Desværre er der på nuværende tidspunkt ikke mulighed for at lære af hinanden uden en direkte forespørgsel eller uden at have frivillige, som er del af flere komitéer. Vi kan og bør være meget mere proaktive til at dele gode procedurer, så de kan gentages. Vi kan også være mere proaktive til at dele vores fejl, så de ikke gentages unødigt.

5. Hvordan vil du balancere dit bestyrelsesarbejde med dine andre roller i OTW, eller hvordan planlægger du at overdrage dine nuværende roller for at fokusere på bestyrelsesarbejdet?

Jeg vil arbejde hårdt før valget for at afslutte så mange af mine komitéprojekter, som jeg kan, så jeg nemt kan træde et skridt tilbage, hvis jeg bliver valgt. Der er nogle løbende opgaver, som jeg nyder og derfor ikke vil af med, men jeg vil undgå at påtage mig nye opgaver for at kunne fokusere mere opmærksomhed på bestyrelsens arbejde.