Jess Whites biografi og valgprogram

Biografi

Jess White: Jess White er ivrig forbruger af alt, der har med fandom at gøre, og det har hun været, siden hun fandt sin tantes Kirk/Spock fanzines i de tidlige 90’ere. Derfra gik hun til at skrive sit eget fanfiction i notesbøger med glimmertuscher og efterhånden til at udgive indhold på fandom-fora, LiveJournal og til sidst Archive of Our Own – AO3 (Vores Eget Arkiv). Jess har været frivillig hos OTW (Organisationen for Transformative Værker) i de sidste seks år, primært for komitéen for Retningslinjer & Misbrug. Hun har også arbejdet for Support (i omkring to år) og er på nuværende tidspunkt også frivillig hos Fanlore som en del af Retningslinjer og Administration. Uden for fandom har Jess været lærer i 15 år.

Valgprogram

1. Hvorfor har du valgt at stille op til bestyrelsesvalget?

Jeg har valgt at stille op til bestyrelsesvalget af samme grund, som jeg har været frivillig i seks år: Fordi jeg tror fuldt og fast på det, som OTW står for. Jeg vil gerne fortsætte med at give tilbage til det fællesskab, hvor jeg har brugt så meget tid, både som frivillig og som skaber. Da der er tre åbne pladser i år, har jeg besluttet, at jeg kan tilbyde endnu mere som bestyrelsesmedlem.

2. Hvilke kompetencer og/eller erfaringer ville du bidrage til Bestyrelsen?

Min største erfaring, som jeg vil bidrage med, er “tilpas dig eller dø”-aspektet af at være underviser i det amerikanske skolesystem. Jeg underviser teenagere og voksne i et distrikt med kritisk mangel på ressourcer. At jonglere elevernes behov, deres uddannelse, skolens administration og deres forældre kræver en del fleksibilitet, for eksempel at man konstant skal prøve at finde bedre ressourcer og improvisere med de materialer, som skolen har. Vi er alle nødt til at navigere imellem mange forskellige meninger og oplevelser for at kunne kommunikere. Som bestyrelsesmedlem vil jeg få brug for de samme kompetencer, bare med fokus på fanfællesskabet. Derudover har mit arbejde for Retningslinjer & Misbrug givet mig et unikt indblik i, hvordan projekter som AO3 fungerer. Jeg har set med egne øjne, hvor vigtigt det er, at flere komitéer kan arbejde godt sammen.

3. Vælg et eller to mål for OTW, som er vigtige for dig, og som du gerne vil arbejde med under din periode. Hvorfor er disse mål vigtige for dig? Hvordan ville du arbejde sammen med andre for at opnå dem?

Det vigtigste mål for mig er en fortsat gennemsigtighed mellem OTW’s komitéer, samt gennemsigtighed i hele vores organisation over for både fans og ikke-fans, fordi jeg ved, at det har været et problem tidligere. Jeg mener, at den nuværende bestyrelse har gjort et godt stykke arbejde med at opbygge gennemsigtighed gennem nyhedsindlæg – f.eks. Økonomi-komitéen, det arbejde, der bliver udført af Oversættelseskomitéen, AO3 Dokumentation og Kommunikation for at udbrede vores nyheder til et bredere publikum, den ofte uendelige opgave, som Tilgængelighed, Design & Teknologi har med at sørge for, at OTW altid forbedrer sig, og opdateringer om OTW’s strategiske plan. Jeg vil gerne fortsætte arbejdet med disse ting. Mange mennesker bruger kun AO3 og ved ikke, hvor meget der foregår bag kulisserne i OTW for at holde projekter som AO3 kørende. Vi har hundredvis af frivillige, der arbejder på adskillige projekter for at sikre, at folk har et sted, der kan bevare fanskabt indhold. “For fans og af fans”-delen af OTW har jeg altid været interesseret i at hjælpe med, og jeg mener, at det vil give et andet perspektiv, hvis jeg bliver medlem af bestyrelsen. I forhold til samarbejde vil jeg gerne aktivt understøtte komitéernes formænd og derigennem komitéerne, hvor jeg kan, og sikre, at de har det, de har brug for, for at nå så bredt et publikum som muligt.

4. Hvad er dine erfaringer med OTW’s projekter, og hvordan ville du samarbejde med de relevante komitéer for at støtte og styrke dem? Forsøg at inkludere flere projekter, men fokusér endelig på dem, du har erfaring med, hvis du vil.

Det meste af min erfaring er fra AO3 Retningslinjer & Misbrug-komitéen. Jeg har også været frivillig hos Support og er for nyligt blevet frivillig hos Fanlore. Hos Retningslinjer & Misbrug arbejder vi meget tæt sammen med Oversættelse, Juridisk Rådgivning, Support og Tilgængelighed, Design & Teknologi for at sikre, at alle de anmodninger, brugere indsender, bliver løst på en eller anden måde. Jeg arbejder også på Nærmeste fanpårørende-holdet, som arbejder på at lave et fundament for at hjælpe med at bevare fanværker i tilfælde af en brugers død eller umyndiggørelse. Tilgængelighed, Design & Teknologi har givet Retningslinjer & Misbrug værktøjer til at gøre vores arbejde mere effektivt. Der har været snak om at betale medarbejdere fra Tilgængelighed, Design & Teknologi og Systemer for at understøtte det arbejde, de laver, og jeg mener, at det er noget, vi som organisation skal bevæge os hen imod. Det har været spændende at se, hvor langt vi er kommet, siden jeg blev frivillig, og jeg vil gerne fortsætte med at samarbejde med disse og andre komitéer om at sikre, at vi fortsætter den gode udvikling. I forbindelse med Fanlore er der en masse samarbejde imellem de forskellige Fanlore-teams, men min position handler mere om at hjælpe brugere, hvis de skulle have problemer. Jeg er stadig ny, men indtil videre har jeg fået mulighed for at arbejde tæt sammen med brugerne.

5. Hvordan vil du balancere dit bestyrelsesarbejde med dine andre roller i OTW, eller hvordan planlægger du at overdrage dine nuværende roller for at fokusere på bestyrelsesarbejdet?

Jeg har været interesseret i at stille op til bestyrelsesvalget i flere år, og det er et godt tidspunkt nu. Jeg har talt med andre bestyrelsesmedlemmer om, hvordan de balancerede det hele, og jeg mener ikke, at det vil blive et problem at fokusere på bestyrelsesarbejdet. Fordi jeg går ind til opgaven forberedt på de forventninger, der er, kan jeg finde ud af den nødvendige balance, så jeg kan udnytte min tid effektivt.